top

Grønblog

22. januar 2014

Capture One-workshop for Colour Art

I mandags afholdte vi en workshop for Colour Art-medlemmer i forbindelse med CAP’s vintermøde i Haderslev. Efter weekendens bryllupsmesse drønede vi søndag aften afsted til Haderslev, hvor vi i selskab med gode kolleger nød god mad og drikke. Colour Art Photo er en forening for professionelle portrætfotografer, der er med til at holde kvalitetsfanen højt i branchen. Du finder yderligere oplysninger om Colour Art her.

Capture One 7.1.6 afprøves af CAP-fotografer med egne billeder taget på søndagens workshop.

Mandag morgen kastede vi os – efter morgenmaden – over Capture One 7.1.6 – verdens bedste raw-converter – i hvert fald for tænkende fotografer. Hvad mener han med tænkende? Såmænd ikke andet end hvis man vil have maksimalt ud af sine raw-filer (det digitale negativ for de ikke-fotokyndige) og have det optimale grundlag for billedbehandling i Photoshop er der efter min mening ingen vej uden om Capture One.

Desværre er der en udbredt ligegyldighed eller endnu værre uvidenhed om, hvad man skal gøre i sin raw-converter. Manglende viden eller indsigt i dette kan gøre ondt værre, hvis man blot i ‘indbyggede’ raw convertere trykker på OK-knappen et par gange – nærmest som et irritationsmoment – før billedet åbnes i Photoshop.

Jo, der findes andre raw-convertere end Capture One og uden at dette skal udvikle sig til religionskrig, så er jeg af den oprigtige holdning, at de andre tilstadighed er flere generationer bagefter. Naturligvis udmærker nogle sig ved at være ‘gratis’ eller bundlede med andre programmer. Men det gør dem ikke bedre og slet ikke bedst..

Man behøver ikke tage mit ord for det. Man kan prøve at downloade en trial version af Capture One (download her) og så selv foretage en sammenligning med en fil konverteret i en almindelig konverter. Jo, Capture One kræver, at man sætter sig ind i den for at få maksimalt udbytte af den. Jo, det kræver, at man ved, hvad man har med at gøre og hvor man gerne vil hen. Men det er jo også et værktøj for professionelle.